Tag på rejse i skihistorien med Sagnlandets uimodståelige snemand

Skrevet af Roskilde Nyheder.

Tag på rejse i skihistorien med Sagnlandets uimodståelige snemand, lørdag den 24. januar kl. 12:00Tag med på aktiv tur gennem januarlandskabet, når arkæolog og ski-entusiast Laurent Mazet lørdag den 24. januar sætter spot på vintersport.

Der huserer et underligt væsen i vinterlandskabet i Sagnlandet Lejre.

En mystisk skabning med glidende bevægelser, svøbt i uformelig pels og med horn på hovedet. Set fra afstand er der ikke langt mellem den pelsklædte skikkelse og de mange røverhistorier om Himalayabjergenes afskyelige snemand.

Heldigvis ændrer billedet sig, når man kommer tættere på og får øje på væsenets brede smil. For under de mange lag pels gemmer der sig et (næsten) ganske almindeligt menneske.

Arkæolog og ski-entusiast Laurent Mazet, der til daglig er oldtids-områdeansvarlig i Sagnlandet Lejre, er manden bag den mystiske vinterskikkelse.

Gåtur i vinterlandskabet

Der er mødested på parkeringspladsen foran Sagnlandet Lejre den 24. januar kl. 12.

Turen varer til klokken 15. Undervejs er der pause med forfriskninger omkring bålet på stenalderbopladsen.

Forfriskninger er inkluderet og turen koster 100 kr. per person. Der tages ikke imod dankort.

Turen bliver gennemført så alle til fods kan følge med, men skulle der ligge sne på dagen er man velkommen til at møde op med langrendsski under fødderne. Turen gennemføres om der ligger sne eller ej.

Bidt af en gal snemand

Udover at være ekspert i fortidens levevis, er Laurent Mazet bidt af en gal snemand og smittet med uimodståelig begejstring.
Med fransk blod i årerne og en barndom tilbragt på løjperne ved Mégeve i de nordlige alper, har han en særlig forkærlighed for historien bag ski, slæder og isskøjter:

-Skiens udvikling og teknologi er et levende eksempel på menneskets tilpasningsevne op gennem tid.

Man har tilpasset sig alt efter terræn, sneforhold og selve formålet med transporten, siger han og fortsætter:

-Nogle steder har man brugt korte dobbeltspidsede skindbeklædte jagtski, som passer perfekt til underskovens varierende snemængder og tætvoksende krat i kuperet terræn - som i nutidens Sibirien. Andre steder har man brugt smalle længere glatte planker, der hurtigt skar sig gennem genfrosset kornsne på åbne vidder - som i nutidens Nordnorge, siger han og fortæller at interesserede lørdag den 24. januar kan tage med ham på en aktiv tur gennem Sagnlandets januarlandskab.

Til lejligheden skifter Laurent Mazet dog rensdyrpelsen ud med et mere moderne vinteroutfit, så fremmødte kan få lov at se nærmere på istidjægerdragten og rekonstruktionerne af de gammeldags ski, inden de sammen tager hul på turen, hvor den sneglade arkæolog sætter fokus på forhistoriens vinterliv og fortæller om alt fra vikingetidens vinteridræt og til stenalderens snesko og ski.

Læs mere på www.sagnlandet.dk