Ville du have været velklædt i vikingetiden?

Skrevet af Roskilde Nyheder.

tekstil1Gratis foredrag om de mange spændende tekstilprojekter i Sagnlandet Lejre, når tekstilarkæolog Ida Demant og cand.pæd.didaktik i materiel kultur Lone Brøns-Pedersen fortæller om rekonstruktioner af fund af tekstiler

Hør om de mange spændende tekstilprojekter i Sagnlandet Lejre, når tekstilarkæolog Ida Demant og cand.pæd.didaktik i materiel kultur Lone Brøns-Pedersen fortæller om rekonstruktioner af fund af tekstiler, produktion af vikingedragter i store mængder og meget mere.

Har du styr på, hvordan selekjolen skal styles? Er skålspænderne pudset korrekt? Og hvordan er det nu lige en viking binder bånd om benklæderne? Det og meget mere kan man få styr på, når Sagnlandet Lejre inviterer til gratis foredrag med Ida Demant og Lone Brøns-Pedersen, som er en del af Sagnlandet Lejres dygtige tekstil-team.tekstil2

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvorfra vi ved, hvordan vikingerne gik klædt – det er trods alt 1000 år siden, og der findes af gode grunde hverken modemagasiner, selfies eller klip på YouTube fra dengang. Tekstilarkæolog Ida Demant søger efter svaret ved hjælp af en eksperimentalarkæologisk tilgang, som er netop Sagnlandet Lejres speciale: brik for brik lægger hun et puslespil, som består af arkæologiske fund af tekstiler, billedfremstillinger fra vikingetiden og eksisterende viden om vikingetidens dragter og tekstilproduktion.

Tilsammen danner det grundlag for rekonstruktion af vikingetidens tekstiler helt fra ulden bliver kartet, spundet og til den endelig bliver vævet til et stykke stof – alt sammen præcis som vikingerne ifølge vores bedste viden selv gjorde det. Gennem viden og omhyggeligt forskningsarbejde skaber de nye bud på vikingetidens dragter, bl.a. en rekonstruktion af den kendte mandsdragt fra Mammen-graven. En stormand, som blev gravlagt i 970, klædt i prægtige klæder, der viser, at han ikke var hvem som helst. Hans eksklusive ligklæder viser, at han var netop sådan en, som kunne have haft sin gang i miljøet omkring kongehallen, som for hver dag vokser sig større, højere og mere majestætisk i Sagnlandet Lejre.

Ville du have været velklædt i vikingetiden?Men samfundets top udgjorde kun en lille del af befolkningen, langt de fleste mennesker i vikingetiden var helt almindelige bønder, som også havde tøj på kroppen. Netop den slags klæder har Lone Brøns-Pedersen, Fria Gemynthe og et hold af uhyre dedikerede frivillige det sidste halve år arbejdet med at sy. Dragterne skal i Sagnlandet Lejre bruges til skolebørn og fortidsfamilier. Lone fortæller:

”Det er vigtigt at give skolebørn og fortidsfamilier en mulighed for at fordybe sig, være i nuet og udtrykke sig selv ved at blive klædt på i vikingetidens tøj. Materialer, farver og designs tager på en gang hensyn til det arkæologisk materiale, Sagnlandets vision og det pædagogisk arbejde, hvor dragternes materiale, farver og udseende vil komme til sin ret igennem den sanselige oplevelse og narrative fortælling. På den måde bevares og videregives viden om fortidens teknologiske og håndværksmæssige tekstilproduktion til kommende generationer. ”

Ida og Lone vil sammen give en unik indsigt i det komplicerede og højt specialiserede arbejde med forhistoriske tekstiler i deres foredrag efter den årlige generalforsamling for Sagnlandets venneforening, ligesom der naturligvis også vil være mulighed for selv at se smukke farveprøver, føle de vævede tekstiler og se eksempler på nogle af de dragter, som hen over vinteren er skabt i Sagnlandet Lejre.

 

Praktisk infoGratis foredrag, åbent for alle. Tirsdag den 19. marts kl. 19.30 i Domus Felix, Bygaden 20, 4320 Lejre.  Se mere på www.sagnlandet.dk.