Husk at gøre fyret klar til varmesæsonen

Moderne fyr klarer omstillingen automatisk, men der er stadig rigtig mange kedler, som kræver, at man styrer omstillingen manuelt. Hvis fyret bliver stående på sommerdrift, producerer det kun varmt brugsvand, mens der er lukket af for radiatorerne. For ikke at fryse skal fyret altså slås over på vinterdrift, så der igen er gang i radiatorerne, siger Henrik Poulsen, der er teknisk konsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Henrik Poulsen forklarer, at kedelanlæg, der er op til 15 år gamle, typisk regulerer sig selv, når udetemperaturen er under 17 grader. Ældre anlæg skal indstilles manuelt. Det er relativt simpelt at gøre.

På styringspanelet sidder en knap, som kan skrues fra sommerdrift til vinterdrift, hvor vinterdrift typisk vil være markeret med et radiatorsymbol. Når du har drejet knappen, skal du naturligvis holde øje med, om radiatorerne går i gang efter lidt tid. Anlægget slår selv ud, hvis der er problemer, og i det tilfælde skal du kontakte en installatør, siger Henrik Poulsen.

Han påpeger desuden, at det er vigtigt at overholde det treårige servicetjek for at undgå problemer.

Serviceeftersynet sikrer naturligvis, at kedlen virker, men det sikrer også, at systemet fungerer optimalt. Er det ikke tilfældet, kan det være, at fyret bruger for meget energi på at varme boligen op, og det giver så en ekstra udgift for boligejeren, siger Henrik Poulsen.

Endelig opfordrer han til, at man holder øje med forbruget og varmeudgiften.

Der er stor forskel på, hvor store udgifter boligejerne har til varmeudgifter, og hvis de er meget høje, så bør man overveje, om det kan betale sig at energirenovere boligen. I mange tilfælde kan en investering hurtigt tjenes hjem – særligt hvis man opvarmer sin bolig med et ældre kedelanlæg med en lav virkningsgrad, siger Henrik Poulsen og henviser til, at boligejere kan benytte sig af boligjobordningen frem til udgangen af 2012.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Teknisk konsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation
Henrik Poulsen, tlf. 77 42 42 44

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto