Mindeord fra Greve Erhverv

Tre af de fire var aktive medlemmer af Greve Erhverv, såvel personligt som gennem deres virksomheder. De vil alle blive savnet.

Advokat Steen Rahbek fra Thykiær & Rahbek A/S i Greve var aktiv deltager på vores netværksmøder og i Greves erhvervsliv. Altid imødekommende, diskret og nærværende, ligesom Steen altid var klar til at yde en indsats, hvor behovet var.

Direktør Poul Christophersen fra Danlube A/S i Tune var altid et positivt bekendtskab. En glad og engageret deltager på vores arrangementer, blandt andet var han en del af vinderholdet i sidste års Gokart Le Mans, som Greve Erhverv afholder hvert år på Roskilde Racing Center.

Direktør Jan Jensen fra Flexwork i Tune var også hyppig deltager både på sociale og faglige arrangementer i erhvervsforeningen. Med sin dynamiske udstråling var man aldrig i tvivl om, at Jan var til stede og på sin gemytlige facon gav sine meninger til kende.

Den fjerde deltager i båden kendte vi ikke personligt, men vore tanker går til alle fire omkomnes efterladte, ikke mindst partnere, børn, familier og venner, der nu og for altid må leve med ubærlige smerter over tabet af deres kære.

Vore tanker går også til de fire erhvervslederes medarbejdere og samarbejdspartnere, der lige som vi i bekendtskabskredsen er berørt af den meningsløse og tragiske ulykke, der berøvede livet for fire erhvervsaktive mænd midt i deres erhvervskarrierer.

I Greve Erhverv kender vi de omkomne som seriøse, positive og engagerede mennesker. Vi vil savne dem iblandt os. Æret være deres minde.

På vegne af Greve Erhvervs bestyrelse
Allan Schouw-Petersen
Formand

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto