Halindspektør og byrådsmedlem Claus Larsen fylder 50 år

Gennem årene har han været ansat som elektriker, montør og overmontør i en række virksomheder, hvor han i en årrække også har været tillidsmand for sine kolleger.

I 2011 blev Claus Larsen ansat som inspektør i Jyllingehallerne i Jyllinge, det gamle fiskerleje på østsiden af Roskilde Fjord på strækningen mellem Roskilde og Frederikssund. Her flyttede han til i 1970 sammen med sine forældre og sin lillesøster, Gitte. Han bor fortsat i Jyllinge, i dag med sin kone Charlotte og deres to teenagebørn, Jonas og Maja.

Udover sit civile arbejde er Claus Larsen socialdemokratisk byrådsmedlem i Roskilde Kommne. Han blev første gang valgt til Gundsø Byråd i 1997 og har gennem årene altid været engageret især i det sociale område samt kultur- og idrætsområdet. Efter fusionen med Roskilde og Ramsø kommuner bestrider han i dag hvervet som formand for Ældre- og Omsorgsudvalget i den nye Roskilde Kommune.

Gennem en årrække var han formand for Jyllinge-Gundsømagle Idrætsforening, der med 14 afdelinger og tilsammen flere end 7.000 medlemmer er en af Roskilde Kommunes største foreninger.

Claus Larsen dyrker flere sportsgrene, blandt andet håndbold og løb, hvor han har løbet flere maratonløb rundt i Europa, ligesom han er en ivrig motionscykelrytter. I den forbindelse har han deltaget i velgørenhedsløbet Tour Solvang i USA, hvor en række erhvervsfolk, sportsudøvere og politikere i september i år cyklede flere end 650 kilometer i det kuperede terræn fra San Fransisco til Solvang, for at cykle penge hjem til Børnehjertefonden og børn på de danske Julemærkehjem.

Jyllingehallerne A.m.b.a. er vært for en fødselsdagsreception i hallernes sportscafé, Planetvej 35 i Jyllinge, fredag den 12. oktober 2012 i tidsrummet kl. 15-18, hvor alle er velkomne til at hilse på fødselaren.

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto