Det var en glad og stolt formand for Roskilde BMX, der udtalte sig efter, at afgørelsen omkring EM-værtskabet 2014 var truffet.
Vi er meget stolte over, at det lykkedes. Vi har lagt så meget arbejde i denne proces, og så er det fantastisk at se det lykkedes. Fra at det var en spæd idé, vi gik og drømte om til at fortælle kommune og erhvervslivet, at det lykkedes, det er simpelthen kæmpestort, fortæller formand for Roskilde BMX, Niels Østergaard.
Jeg er glad for, at BMX-sporten har set mulighederne i at afholde så stort et arrangement, som et Europamesterskab er, i Roskilde. Vi har rammerne, vi har erfaringerne, og vi prioriterer sport og idræt højt i kommunen. Vi har inden for de senere år været værtsby for flere store sportsbegivenheder, senest var det et verdensmesterskab i paracykling, og det bliver en fornøjelse at se Europas bedste optræde på deres BMX cykler her i Roskilde, fortæller borgmester Joy Mogensen.
Håber at alle danske klubber hjælper
Danmark var værter for VM i 2011, og selv om det var København BMX, der var værtsklub, så hjalp hele BMX-Danmark til både før og under mesterskabet. Det samme håber Niels Østergaard sker, når Roskilde BMX er værter i sommeren 2014.
Vi har søgt værtskabet sammen med de øvrige sjællandske klubber, altså Sorø, Kalundborg, København, Køge og Slagelse, og her vil der selvfølgelig være et tæt samarbejde. Men vi håber også på at afholde et EM, hvor hele BMX-Danmark hjælper til. Der er en masse klubber rundt om i landet, som har stor erfaring i at afholde både VM, DM, Nordisk Mesterskab og Landspokaler, og de erfaringer håber vi, at de vil give videre til os, fortæller Niels Østergaard, som også tror, at EM vil få en effekt på den lange bane.
Vi har de ikke de store forventninger om at spinde guld på stævnet, men vi håber på, at få et toptunet anlæg og bane, som kørere fra sjælland og ja, hele Danmark kan bruge til deres talenter, så de kan udvikle sig og blive endnu bedre, siger Niels Østergaard.
Formand for Danmarks Motor Union (DMU), Jørgen Bitsch, ser også frem til EM i Roskilde i 2014, og han håber ligesom Niels Østergaard, at mesterskabet vil medføre en positiv udvikling i dansk BMX.
DMU håber naturligvis, at arrangementet kan sikre den fortsatte vækst af BMX i hele landet, men samtidig også at Roskilde kan fortsætte deres lokale udviklingsplaner i samarbejde med kommunen og det lokale erhvervsliv. Samtidig vil jo sikre, at der fremover afvikles større internationale arrangementer i Danmark, fortæller Jørgen Bitsch, og fastslår samtidig at de to andre kandidater til EM-værtskabet, Sallingsund BMX og Bjerringbro BMX, også var meget kvalificeret til værtskabet.
Planlægningen er i gang
Selv om der knap to år til at EM afholdes, så er Roskilde BMX allerede i gang med at forberede sig. Der skal fx udarbejdes en strategi for den eksterne markedsføring, en lang række økonomiske aftaler skal på plads med kommunen og sponsorerne, og så skal der nedsættes en række udvalg, som skal tage sig af blandt andet banen, reglementet osv.
Det er en udfordring at få hele organisationen på plads, og vi håber som nævnt, at få hjælp fra andre klubber, som har erfaring i netop dette. Men vi kan så også love, at vi vil gøre alt for at give noget tilbage til dansk BMX, slutter Niels Østergaard.