Roskilde er årets bedste kommune for unge

Roskilde Kommune har udviklet en ambitiøs ungepolitik med gods i. Derfor bliver det Roskilde, der løber med prisen som Årets Ungdomskommune 2013. Ni andre kommuner fra hele landet var med i opløbet om prisen, men et enigt dommerpanel peger på Roskilde som en klar nummer ét.

 

Roskilde Kommune har førertrøjen i Ungepolitik

”Roskilde Kommune er med sin nye og ambitiøse ungepolitik den stærkeste kandidat til prisen. Roskilde formår at inddrage de unge i mange forskellige sammenhænge og projekter. Det, mener vi, er en stærk indsats, som skal belønnes, ” siger Signe Bo, der er formand for DUF og en del af Ungdomskommuneprisens dommerkomité.

Dommerne lægger især vægt på kommunens mange konkrete initiativer, som involverer de unge – heriblandt en årlig ungedag, der giver de unge konkret indflydelse, en ungepulje med 100.000 kroner, som de unge selv administrerer, samt fritidspas-ordningen ’Like My Life’, der styrker unges deltagelse i det frivillige foreningsliv.

Stolt borgmester: Engagerede unge er et privilegium

Joy Mogensen er stolt over prisen som årets ungdomskommune 2013Også kommunens mange gode rum som Gimle og Musicon, hvor ungdomskulturen kan udfolde sig med de unge som drivkraft, og mentorordningen ’Brandkadetter’ har haft betydning for dommernes valg af Roskilde som årets vinderkommune.

”Der er sket så meget på ungeområdet det sidste år, og det er dejligt, at der bliver lagt mærke til det. Jeg er utrolig stolt af, at Roskilde Kommune er blevet kåret til Årets Ungdomskommune. Det betyder meget for mig, at de unge ved, at kommunen har respekt for deres ildhu og ideer,” siger Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) og fortsætter:

”Det er jo et kæmpe privilegium som kommune, at her vrimler med engagerede unge mennesker. Derfor arbejder vi i kommunen for hele tiden at skabe nogle platforme, hvor de unge kan udfolde deres evner og engagement.”

Anerkendelse og kunstværk fra de unge i præmie

Ud over anerkendelsen og æren af at kunne kalde sig årets bedste ungekommune i 2013 består årets præmie af et kunstværk af den unge kunstner Lints. Prisen og præmien overrækkes officielt Roskilde i begyndelsen af det nye år.

Årets 2. og 3. plads gik til henholdsvis Albertslund og Kolding Kommune.

Om prisen “Årets Ungdomskommune”

Ungdomskommuneprisen blev indstiftet af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd i 2006 som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge.

Vinderen samt 2. og 3. pladsen er udpeget af et dommerpanel bestående af DUFs formand Signe Bo, Rasmus Scheelke, konsulent i Kommunernes Landsforening, og Klaus Levinsen, der er ph.d. og lektor i politisk sociologi ved Syddansk Universitet.

DUF: Årets Ungdomskommune 2013 er Roskilde Kommune!

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto