Nabohjælp og det, at vi hjælper hinanden, kan også have en positiv indvirkning på vores følelse af tryghed – noget der kan smitte af på vores liv og færden i det daglige. Derfor er vi også meget glade for det nye Nabohjælpskoncept fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, og anbefaler borgerne, at de husker at tilmelde sig. Og gerne så man selv, og ens naboer, er klar til at nabohjælpe i vinterferien,” udtaler politiinspektør Lars Bræmhøj, fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
I den syd- og sønderjyske politikreds har godt 1000 meldt sig som nabohjælpere. På landsplan er tallet oppe på omkring 12.000 borgere.
Få et skræddersyet nabohjælpsnetværk – det gjorde de i Oksbøl
For at tilmelde sig det nye Nabohjælp, skal man blot gå ind og oprette en profil på www.nabohjælp.dk. Herefter kan man gå i gang med at invitere netop de naboer, man har lyst til at have med i sit netværk. En af dem er, der har valgt at bruge det nye system til let at organisere nabohjælpen og snyde indbrudstyvene, er Marianne Nielsen fra Oksbøl.
“Vi har for nylig haft to indbrud her i vores gade.Det foregik en lørdag lige omkring spisetid, hvor mange jo er hjemme. Jeg indkaldte derfor gaden til en nabohjælps-komsammen, og der var stor tilslutning. Så vi har nu sat aktion nabohjælp i gang,” fortæller Marianne Nielsen.
“Vi kommer nok ikke alle indbrud til livs, men vi kan da hjælpe hinanden bedst muligt. Vi har altid haft uformelle netværk i nærområdet, men det er rart, at det er så nemt at give besked til hinanden med det nye system,” siger Marianne Nielsen.
Ifølge Lone Harlev, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd og TrygFondens Nabohjælp, har mange allerede et uformelt netværk, hvor de over hækken fortæller, hvornår de tager på ferie. Det er et godt udgangspunkt, men det kan blive endnu bedre.
”Vi anbefaler kraftigt, at man overfører sit uformelle netværk til den elektroniske version. Med en profil på nabohjælp.dk kan man let give alle sine nabohjælpere besked, med få klik på computeren eller mobilen,inden man tager på ferie. Naboerne modtager derefter besked om, at de skal huske at se efter ens hus, mens man selv får beskeder om, at alt er i orden derhjemme,” siger Lone Harlev.
Jo større netværk, jo bedre
Jo flere naboer, man får med i sit netværk, jo flere øjne er der på ens hus, når man er bortrejst.
”Tyven vurderer ofte risikoen for at blive opdaget, inden han begår et indbrud. Udover at Nabohjælp øger risikoen for at blive opdaget, så er det også med til at gøre det svært at se, om der er nogen hjemme. Derfor er der en god chance for, at indbrudstyven opgiver sit forehavende, hvis man nabohjælper,” siger Lone Harlev.
Tydeligt signal til indbrudstyven
Udover en enkel og brugervenlig side til at oprette sit nabohjælpsnetværk, så består det nye Nabohjælp også af ny mærkning. Når man tilmelder sig på nabohjælp.dk, så modtager man, sammen med et velkomstbrev, de nye nabohjælpsklistermærker til at sætte på postkassen og hoveddøren. Derudover kan man bestille nabohjælpsskilte til at sætte op i kvarteret. Og denne mærkning er vigtig, ifølge Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden:
”De nye nabohjælpsklistermærker og -skilte er med til at synliggøre borgernes indsats. Ikke alene overfor indbrudstyvene, som tænker sig om en ekstra gang, inden de begiver sig ind i et nabohjælpskvarter, men også for beboerne i kvarteret. De står sammen om noget, og det er med til at styrke fællesskabet og øge følelsen af tryghed i dagligdagen,” forklarer Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Nabohjælp – også, når ferien er slut
Undersøgelser viser, at borgere der oplever, at de rent faktisk selv kan gøre noget for at forebygge indbrud, føler sig mere trygge. Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd uddyber: ”Med Nabohjælp har danskerne et redskab til selv at gøre en forskel i deres nærområde. Det, at vi bliver mere opmærksomme på hinanden, og at vi kan hjælpe hinanden med at
forebygge indbrud, har stor betydning både for kriminaliteten, men også trygheden i kvarteret”.
Sådan nabohjælper du, fire gode råd:
- Læg affald i din nabos skraldespand
- Gå en runde om huset
- Parker din cykel eller bil foran huset
- Start dit eget nabohjælpsnetværk på
- nabohjælp.dk
Sådan får du Nabohjælp på ferien
På din ferie får du besked, når dine naboer har tjekket dit hus eller din lejlighed. Og når din nabo er på ferie, får du automatisk besked om, hvad du kan hjælpe med.
- Log ind på nabohjælp.dk og opret ferien i din feriekalender.
- Naboen får automatisk besked, når du tager på ferie.
- Naboen tjekker huset, mens du er væk.
- Du modtager sms’er, fra naboen om, at alt er OK – og slapper endnu mere af på ferien.