Det er DR Kunstklub og sandfestivalen Cphsand, der står bag initiativet, og sandet skal ikke bare ligge i en stor bunke. Tanken er, at alle kan dukke op og få tips og ideer til, hvordan man kan lave flotte sandskulpturer. Og så faktisk også gøre det bagefter.
Kvinden bag workshopperne er Maiken Thorsen, der stammer fra Dronninglund oprindeligt og er en af de faste sandskulptører bag den sandfestival, som åbner i København lige før pinse.
Samtidig med, at alle kan blive klogere på sandskulpturer og kunsten at bygge dem, udskriver DR og Cphsand konkurrencen ’Danmarks flotteste sandskulptur’, der løber fra den 17. maj til den 2. juni.
Her gælder det om at bygge en figur i sand, fotografere sit værk og sende det ind til DR.
”Det er uden betydning, om folk bygger dem ved stranden, i sandkassen eller i den lokale grusgrav. Det er med andre ord ligeså fint at lave en miniatureskulptur, der bliver skyllet væk af en bølge efter et minut, som det er at lave en meterhøj sandfigur, der står sommeren over,” siger Ole Huld Jakobsen, der er daglig leder af DR Kunstklub.
Skal sætte gang i kreativiteten Hele ideen med projektet er at få sat gang i danskernes kreativitet og også få dem til at løse opgaver sammen. Samtidig får DR Kunstklub mulighed for at vise, hvad der kommer ud af anstrengelserne.
Konkurrencen er for alle, og de regionale vinderes fotografier bliver udstillet ved den københavnske sandfestival. Derudover er der en førstepræmie, hvor vinderen får en københavnertur for hele familien.
Der vil blive holdt workshopper følgende steder, og her kan man med fordel for eksempel medbringe vaterpas, store linealer, spartler, strikkepinde og spande:
- Fredag den 17. maj klokken 10-16: Vejle Kunstmuseum, Vejle
- Lørdag den 18. maj klokken 10-16: Teglgården, Aalborg
- Fredag den 24. maj klokken 10-16: Godsbanen, Aarhus
- Lørdag den 25. maj klokken 10-16: Vandrehallen, Hillerød
- Søndag den 26. maj klokken 10-16: Museet For Samtidskunst, Roskilde