Lad mig indlede dagens indlæg med den gode nyhed: Vores lille kernefamilie tæller fortsat fire personer. Men også kun lige på et hængende hår!
Sidste gang, jeg skrev herinde, var kort før lille Ellas knoglemarvstransplantation. Det voldsomme indgreb, som skulle kurere vores datter for leukæmien, en gang for alle. Og jo, noget tyder på, at alle kræftceller er blevet slået hjem – men det kostede hende nær livet.
Alt gik ellers helt efter planen: Indledende kemo, væk med den gamle marv og ind med den nye. Så langt så godt.
Den 5. Februar hentede en sygeplejerske den lille livsfornyende pose i Tyskland, hvor en 28-årig mand havde lagt hoftekam til en ualmindeligt knasende donation. Tænk helt frivilligt at hoppe i narkose for et andet menneske, man oven i købet ikke en gang kender. Stort.
Jo, der var lagt op til den helt store fest. Nu skulle den friske knoglemarven bare bide sig på og komme i gang med arbejdet, så var vi dem, der var smuttet hjem til Roskilde igen.
Men nej, så let skulle det ikke gå. Et par uger efter transplantationen fik Ella det pludselig dårligt og havde svært ved at trække vejret. Alt gik meget hurtigt, og inden jeg vidste af det, lå min elskede pige i koma og respirator på Danmarks mest højintensive afdeling.
Det var noget af en lur, hun fik sig der. Sov i over en måned, mens vi andre forsøgte at få noget, der minder om et familieliv, til at fungere. Det kunne vi ikke. For hele verden går i stå, når ens barn tages fra en. Og selv om Ella ikke var død, så var hun jo ikke hos os alligevel. Hun befandt sig i en underlig drømmeverden midt imellem livet og døden – den ene dag på vej ud af respiratoren; den næste på vej i kisten. Det eneste vi kunne gøre var at vente.
For en måned siden slukkede intensivlægerne for respiratoren. På den gode måde altså! Ella havde stabiliseret sig og var på vej tilbage til overfladen. Endnu en milepæl var nået – endnu en sejr.
Men hvor er vi så nu? Hjemme på terrassen foran vores lille dobbelthus i det dejlige solskinsvejr? Nix! Vi er tættere på udskrivelse, end vi har været længe, men der er stadig en rum tid og en hulens masse hård genoptræning tilbage.
Så vi er fortsat fanget på Rigshospitalet, kæmper og knokler fortsat for at få vores Ella hjem. Men vi er samlet som familie – og dét er det vigtigste.
Her i Kemoland …
