Ender i RKI: Flere unge har svært ved at styre pengene

Men der er måske hjælp at hente. En undersøgelse fra bankernes fællesorganisation, Finansrådet, viser nemlig, at matematikkundskaber giver et langt bedre billede af risikoen for at havne i RKI end eksempelvis indkomst og uddannelsesniveau, skriver Politiken.

Undersøgelsen viser, at jo dårligere karakterer eleverne får i matematik, desto større er risikoen for, at de ender som dårlige betalere.

Tallene er baseret på 9.-klasse-elevers karakterer i årene 2006-12 og analyserer af en række andre sociale og uddannelsesmæssige forhold for den næsten kvarte million borgere, der er registreret i RKI – herunder altså indkomst og uddannelse.

Lidt af en øjenåbner

»Det her er lidt af en øjenåbner. Og selv om man selvfølgelig skal være varsom med firkantede konklusioner på denne type af statistik, ser det ud til, at gode matematikkarakterer og -færdigheder kan være med til at begrænse antallet af dårlige betalere«, siger Niels Storm Stenbæk, der er cheføkonom i Finansrådet.

»Når vi ved, hvor mange unge der kommer galt af sted på det her felt, er der alt mulig grund til styrke matematikundervisningen eller endnu bedre: gøre privatøkonomisk forståelse til en integreret del af undervisningen«, siger han til avisen.

I januar sidste år var 226.000 danskere registreret som dårlige betalere i RKI. Det er 13 procent flere end i 2010.

Statistikken fra RKI viser, at 55.000 af de dårlige betalere er under 30 år.

Undervisning i privatøkonomi

Finansrådet og Forbrugerrådet har tidligere efterlyst mere privatøkonomisk undervisning, men trods politisk velvilje er der fortsat ingen faste krav til skolerne.

Privatøkonomi er dog skrevet ind som en mulig ingrediens i undervisningen i den nye aftale om folkeskolen, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

»Elevernes faglige niveau skal styrkes, eksempelvis ved at gøre undervisningen endnu mere konkret og anvendelig, så det skaber mere mening for eleverne. For eksempel kan privatøkonomi være udgangspunktet for en række opgaver, hvor eleverne lærer at lægge budget og at forstå, hvad det vil sige at tage et lån og betale renter«, skriver Antorini i en mail til Politiken.

Kilde: Dagens.dk

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto