Tyveknægte på spil en mørk septemberaften
Vil man være med i front når det kommer til næste års mode, bør man hoppe i en mavekort uldbluse og en luftig nederdel lavet af snore, der svinger afslørende omkring hofterne. I hvert fald hvis man skal tro et par tyveknægte, der en mørk septemberaften i 2012 brød ind i en lille museumsudstilling ved Egtved i det sydlige Jylland, og stak af med VejleMuseernes håndlavede kopi af den 3000 år gamle Egtvedpigedragt.
Siden da har det smukke bronzealdertøj manglet, og det er ærgerligt for de mange gæster, der hvert år besøger stedet, fortæller Trine Grøne, der er inspektør og leder af formidlingsteamet på VejleMuseerne:
-Selvom den stjålne kjole var en kopi, så var det utrolig ærgerligt for os at miste den, siger hun og forklarer:
Nordeuropas bedste bronzealderfund
-Egtvedfundet er et af Nordeuropas bedste bronzealderfund, det repræsenterer forhistorien i vores lokalområde og har en stor ikonisk værdi. Dragten var med til at skabe et levende billede af bronzealderens mennesker og sætte kød, blod og tøj på forhistorien.
Derfor er det også en glædelig nyhed, at den lille udstilling i Egtved nu får en ny udgave af den berømte dragt:
– Her på museet glæder vi os alle over, at montren i Egtved ikke længere skal stå tom. Dragten var en stor del af den sanselige oplevelse som gæster fik, når de besøgte udstillingen, og for mange føles det, som om udstillingen ikke er fuldendt uden den kære Egtvedpigedragt.
Egtveddragten er verdensberømt
I Sagnlandet Lejre glæder tekstilarkæolog og leder af Dragtværkstedet Ida Demant sig også. Både over at kunne være med til at hjælpe det jyske museum, og over at få chancen for at arbejde med det velbevarede bronzealderfund:
-Egtveddragten er verdensberømt. Både fordi den i det hele taget er bevaret, og så selvfølgelig på grund af sit kække luftige udseende, siger tekstilarkælogen med et glimt i øjet og forklarer, at det er noget helt særligt at skulle genskabe en kjole med så mange år på bagen:
-Bronzealderdragter som den der har tilhørt Egtvedpigen, er relativt grove og enkle. Sandsynligvis fordi det at spinde og væve fåreuld var noget helt nyt. En teknik som man muligvis kun har kendt få hundrede år, fortæller hun og uddyber:
-Hele opfattelsen af hvordan man lavede tøj var baseret på, at man hidtil havde lavet det i skind. Det er i hvert fald den fornemmelse man får, når man kigger på Egtvedpigens bluse, hvor sømmene sidder på ryggen og ikke på skulderen og i siden, som på langt det meste tøj fra i dag og fra senere perioder i forhistorien, fortæller Ida Demant.
Genskaber Egtveddragt med orginale teknikker
Trods ny teknik og enkle dragter, har det taget bronzealderens mennesker mange, mange timer at lave en bluse og nederdel som Egtvedpigens. Det ved tekstilarkæologen alt om, for hun og hendes kolleger bruger fortidens teknikker til at genskabe dragten.
Alt bliver lavet på gammeldags manér, fra ulden der bliver spundet til tråd i hånden, til de vævede bånd og de sammensnoede snore i nederdelen.
Om det lykkes Sagnlandets eksperter at gøre bronzealdermenneskerne kunsten efter og lave VejleMuseerne en værdig udgave af Egtvedpigens dragt, kan man finde ud af i weekenden den 30. og 31. august, når Ide Demant og hendes kolleger arbejder i dragtværkstedet og giver besøgende et indblik i fortidens tøjproduktion.
Fakta:
Cirka 215 arbejdstimer, knap halvanden kilometer håndspundet garn, og en forfærdelig masse tid med næsen i bøgerne, øjnene på stilke og hovedet bøjet over indholdet fra en 3000 år gammel grav, er blandt de ingredienser der skal til for at kunne fremtrylle en ny version af den velbevarede dragt, der har gjort Egtvedpigen til et af Danmarks mest berømte bonzealderfund.
Dragten leveres til VejleMuseerne 1. november 2013.
Praktisk info: www.sagnlandet.dk.
For yderligere oplysninger kontakt: Tekstilarkæolog Ida Demant Tlf. 6066 6001, presseansvarlig Tania Lousdal Jensen Tlf. 4642 4941/mobil 53550443 eller Inspektør og leder af formidlingsteamet på VejleMuseerne, Trine Grøne Tlf. 4016 7053.