Mød godtfolk og gespenster i efterårsferien

Kalenderen siger oktober, skoven falmer og sommeren er på vej i seng for i år. Men i Sagnlandet Lejre er hyggen i højsædet og ingen klar til at gå til ro. Selv fortidens døde vågner op til dåd, når Sagnlandet byder velkommen til en efterårsferie med aktiviteter for hele familien.

Modige drenge og piger

Hver dag kan modige drenge og piger komme med på spøgelsestur i oktoberlandskabet og høre morderiske fortællinger om gengangere, troldtøj, overtro og ånder fra gamle dage, når Sagnlandets spøgelser forlader graven for at fortælle om livet, der var engang.

Er man mere til gemytlig hygge end til gys og gru, kan man besøge Krikkebjerghuse og støbe sit eget tællelys hos landbokonerne, der er i fuld gang med at smelte fårefedt og lave hørvæger, så de kan lave lys nok til de kommende vinteraftener.

Værksteder, aktiviteter og hygge

Gæster der trænger til en lun stund nær ved brændeovnen, kan lægge vejen forbi de historiske værksteder, hvor vævere og pottekoner har tændt op. I dragtværkstedet kan man slynge smukke bånd i naturfarvet uld og i potteriet kan man lave sin egen perle i ler og bytte den for en færdigbrændt.

Hver dag byder på en overflod af aktiviteter, lige fra bueskydning til vildsvinefodring og stammebådssejlads. Kommer man den 12. eller 13. oktober kan man møde de modige krigere fra Prindsens Hverving og deres mange islænderheste, når de indtager jernalderlandsbyen for at sætte sagen på sværdspidsen og afgøre skærmydsler for sidste gang i år.

Fra den 14. til den 20. oktober kan man besøge Ravnebjergs vikinger, prøve kræfter med vikingetidens håndværk, høre forunderlige historier om fortidens guder og smage på suppen i den store oseberggryde. Se hele programmet på www.sagnlandet.dk.

{gallery}Kultur/Fritid/u-hygge{/gallery}

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto