Med collagearbejder, figurer og tegninger viser ENFANTS TERRIBLES med humor, men også med kritik, vikingerne set med nutidens øjne i en globaliseret verden udfra fascination, myter, rædsler og tabu.
Grotesk og socialkritisk
ENFANTS TERRIBLES samarbejde forener to forskellige kunstneriske positioner: groteske og socialkritiske tegninger af Matvey Slavin og abstrakte, farverige papirklip af Nana Bastrup, der med kurvede linjer forbinder figurer med deres omgivelser.
Udover vikinger vil man også kunne se 16 edderkoppebørn, en konsumgris samt video og collagearbejder under betegnelsen „Laufbilder“ afbildende kunststeder, der hverisær har en direkte forbindelse til kunstnerduoen og deres kunstneriske virke.
Matvey Slavin (*1987 i Sankt Petersborg) og Nana Rosenørn Holland Bastrup (*1987 i København) bor og arbejder begge i Hamborg.
Tysk / dansk kunstnerisk samarbejde
Samarbejdet mellem Matvey Slavin, der hovedsagligt beskæftiger sig med tegning og maleri, og Nana Bastrup, der primært arbejder med video og installation, tog sin begyndelse i februar 2012 med udstillingen „Pappdemokratie“ i Hamborg, hvor maleri og pappinstallation blev forbundet med hinanden. Kunstnerduoen fik sit navn i maj 2012 efter aktionen „Enfants Terribles“ på plateauet udenfor Hamburger Kunsthalle, hvor, der på det tidspunkt var opstillet den berømte skulptur „Maman“ af kunstneren Louise Bourgeois.
Som modpol til „Maman“ blev et antal små edderkoppebørn anbragt ved siden af – et billede på det ofte vanskelige forhold mellem kunstafkom og establisement.
ENFANTS TERRIBLES tager i sine arbejder fat i kunsthistorien, fortiden og samfundsmæssige normer og afvigelser, og foruden to kunstaktioner i det offentlige rum er udstillingen Viking Revival i Roskilde det syvende samarbejde.
ENFANTS TERRIBLES – VIKING REVIVAL
Fernisering d. 16. november kl. 13:00-16:00
Udstillingsperiode: 16. nov. – 12. dec. 2013
Åbningstider: tirsdag-fredag 11:00 – 17:00 & lørdag-søndag 11:00 – 16:00
Galleri LABR – Vinderboder 1A – DK-4000 Roskilde – kunst@gallerilabr.dk – Tlf. 4632 2224
For mere info: www.gallerilabr.dk