Skjoldenæsholmløbet den 18. maj

2014-udgaven af den sjællandske forårsklassiker Skjoldenæsholmløbet skydes i gang d. 18. maj. Igen i år er det Roskildes borgmester, Joy Mogensen, der sender de forventede 2.500 cykelryttere ud på den smukke og kuperede rute med start og slut i centrum af Roskilde.

Skjoldenæsholmløbet, der er Sjællands største motionscykelløb, tilbyder 3 ruter. Den længste rute på 145 km går gennem fem midt- og vestsjællandske kommuner, nemlig Lejre, Ringsted, Holbæk, Sorø og Roskilde. Ligeledes er der to ruter på henholdsvis 40 km og 80 km.

Fokus på sikkerhed

Deltagernes sikkerhed er selvfølgelig helt afgørende i et motionscykelløb og derfor følges de hurtigste grupper af ryttere på de to lange distancer i år af 10 motorcykel-marshalls. Det fortæller formanden for Skjoldenæsholmløbet, Torben Nielsen, fra den arrangerende klub, Roskilde Cykel Motion. ”Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at sikkerheden er i top til løbet. Vi er i dialog med de kommuner som løbet passerer og gør hvad vi kan for at sikre, at vejene på ruten er gode og at ruten er godt afmærket. Bl.a. har vi flagposter på alle kritiske steder,” siger Torben Nielsen, der understreger, at løbet foregår på offentlige veje og at det er de almindelige færdselsregler, der gælder. En godkendt cykelhjelm er obligatorisk ved deltagelse i Skjoldenæsholmløbet.

For både supermotionister og familier

”Skjoldenæsholmløbet er Sjællands største motionsløb, men størrelsen er ikke et mål for os. Det helt afgørende er, at vores deltagere får en god oplevelser uanset om målet er at køre hurtigt eller køre en tur med familien,” siger Torben Nielsen. Deltagerne sendes afsted i grupper, så alle kan køre deres eget løb. Den korteste rute tiltaler traditionelt mange familier med store børn, der laver en udflugt ud af løbet. På midtdistancen kører motionisterne og på den længste rute elitecyklisterne. Blandt deltagerne er også velgørenhedsholdet Team Rynkeby, der hvert år bruger Skjoldenæsholmløbet som obligatorisk træningsløb for de sjællandske hold.

Tidstagning og forplejning

Igen i år er der selvfølgelig individuelle tider med chiptidtagning, så det er muligt at sammenligne tiden med de nærmeste rivaler eller med sin egen tid fra tidligere år. Ude på ruten er der 4 depoter, hvor man kan få fyldt sine flasker med vand eller energidrik, en sandwich, en bolle eller banan. Når rytterne kommer i mål, vil der være pastasalat med frikadeller og lunt brød samt en øl eller sodavand. Alt dette er inkluderet i startgebyret.

På dagen stiller Roskilde Cykel Motion med mere end 100 frivillige, der sørger for vejvisning og er klar med forplejning på depoterne på ruten.

Årets Skjoldenæsholmløb starter søndag d. 18. maj 2014 fra kl. 8.00 på Skt. Jørgens Skole, Sønderlundsvej 58, 4000 Roskilde.

Interesserede kan læse mere og tilmelde sig på www.rc-m.dk, hvor ruten også kan ses og downloades til gps’en.

Historie om Skjoldenæsholmløbet

Skjoldenæsholmløbet startede i slutningen af 1970’erne som et landsstævne for motionsklubber under navnet ”Fjorden Rundt”. I 1981 fandt det sin nuværende form med omkring 200 deltagere det første år. Løbet er fuld af traditioner, blandt andet at deltagerne efter løbet har mulighed for dele undskyldninger for dårlige tider over en øl og en portion mad.

Læs mere på www.rc-m.dk

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto