Phlake åbner Orange Scene

Phlake tiltrak allerede i 2016 et kæmpe publikum, da de leverede en koncert på Roskilde Festivals Rising-scene for de helt unge talenter.

Siden de debuterede på sidste års festival har duoens romantiske og sexede leg med R’n’B og pop slet ikke været til at stoppe med udsolgte koncerter og massive hits som ‘So Faded’, ‘Angel Zoo’ og ‘Pregnant’ fra det roste debutalbum ‘Slush Hours’ til følge.

 
Duoen fra Albertslund, bestående af Mads Bo og Jonathan Elkær, har nu påbegyndt et udlandseventyr og følger i 2017 op med nyt materiale.

Her vidner den særdeles medrivende nye single ‘Chunks’ allerede om, at Phlake besidder et bredt appellerende og internationalt format, der med garanti kan skabe en mindeværdig fællesoplevelse, når de åbner Orange Scene onsdag den 28. juni.

Forsanger Mads Bo siger:

 
“Roskilde Festival var den første festival, jeg hørte om, da jeg var lille. Lige siden har jeg haft en tilbagevendende drøm i orange farver. Når jeg kører forbi Dyrskuepladsen ude på motorvejen tænker jeg altid, at derinde bag træerne ligger Orange Scene. Jeg glæder mig som en vanvittig til, at det går op for mig, at jeg står der.”

Producer Jonathan Elkær siger:

 
“At åbne Orange Scene er noget, der bliver husket. Man kan sige, at man på en måde skriver sig ind i historiebøgerne for en stund. Netop derfor sidder vi lige nu med en følelse af både ærefrygt og eufori i kroppen. Men vi glæder os vanvittigt meget til at betræde de orange gemakker.”

 
Roskilde Festival offentliggør den fulde plakat og 77 nye navne på onsdag den 5. april kl. 8.00.

 
Foo Fighters, The Weeknd, Arcade Fire, Solange, Lorde, Trentemøller, A Tribe Called Quest, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Blink-182, Father John Misty og Justice er blandt de øvrige navne, der allerede er offentliggjort til sommerens Roskilde Festival.

Se alle offentliggjorte kunstnere her: http://www.roskilde-festival.dk/music/2017

 
Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

 
Partout-billetter til Roskilde Festival koster 1995 kroner (eksklusiv gebyr).

 
Et begrænset antal endagsbilletter er til salg for 995 kroner (eksklusiv gebyr).

 
Billetter kan købes på roskilde-festival.dk.

 
Roskilde Festival skabes af frivillige ildsjæle og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål, og siden begyndelsen i 1970’erne har Roskilde Festival genereret over 270 millioner kroner til udlodning.

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto