Ni priser til Unge Forsker-talenter fra Roskilde-skoler

Johannes Hansen fra 9. klasse på Skt. Josefs Skole vandt en 2. præmie og 10.000 kr. for sit finaleprojekt i Danmarks største landsdækkende naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, der blev afviklet under Science i Forum.

Johannes har arbejdet med en løsning, der kan beskytte chauffører og passagerer i biler mod lysstråler fra de modkørendes forlygter og fra solen. Derfor vil han udvikle en forrude med UV-filter.

”Jeg har lagt mærke til problemet, når jeg kører med min far, og jeg må lukke øjnene for lyset – og jeg kan ikke forstå, at han kan holde det ud. Jeg gik i gang med at undersøge det, og Zeiss har faktisk lavet en brille, der kan afhjælpe problemet, men den er ret dyr – og den hjælper jo kun den, der har den på,” fortæller Johannes, som kontaktede Zeiss og fik en prøve på et glas tilsendt.

”Glasset fra Zeiss mindsker genen fra lys uden at være mørkt, så det vil også kunne bruges til selve bilruden. Jeg kontaktede Force Technology, som har hjulpet mig med et eksempel på en formel til en film, der beskytter uden at være mørk, og som man kan lægge mellem de to lag glas i forruden.”

”Ved at udvikle en bilrude med indbygget film kan man give en bedre køretur med højere sikkerhed og mindre risiko for midlertidig blindhed, når man blændes, og også mindre risiko for kræft i det indre øje. Og man mindsker risikoen for sammenstød. Jeg er virkelig blevet fanget af projektet og vil gerne arbejde videre med det, så jeg prøver at finde en sponsor, der kan hjælpe med at finansiere det videre arbejde.”

Skt. Josefs Skoles øvrige præmiehøst er tre priser på hver 1.000 kr. for henholdsvis en skinneløsning til altankasser, så man kan have flere altankasser ved hvert vindue, en lydtæt glascontainer, så naboerne ikke generes af larmen fra deponering af affaldsglas samt et svømmebind, så piger der ikke bruger tampon kan komme i svømmehallen. Skolen vandt også Teknologisk Instituts pris, som gik til Thora Kjærsgaard for hendes vandmølle til generering af strøm på sejlbåde – den giver en klassetur til Teknologisk Instituts opfinderunivers med masser af spændende aktiviteter og inspiration. Og endelig vandt Anna Holm og Filuca Kreb Lundbeckfondens Formidlingspris og en tur for hele klassen til et naturvidenskabelig formidlingssted efter eget valg for deres projekt Plastite, et plaster som stopper blødning og heler sår hurtigere.

Fra Lindebjergskolen kommer et spændende projekt, som opnåede en 3. plads. Jens Phillip Magnussen og Malte Ribergaard Blank fra 7. kl. har undersøgt, hvor skadeligt mikroplast egentlig er. I deres forsøg har de bl.a. set på, hvordan mikroplast påvirker trådalgers vækst.

”Vi har fundet frem til, at selv om mikroplast er skadelig for havets dyr, er det måske ikke skadeligt for havets planteliv – vores forsøg tyder på, at trådalger vokser mere, når der er mikroplast i vandet,” fortæller Malte.

Endelig har to projekter fra 7. klasses elever på Trekronerskolen om rensning af vand med omvendt osmose og antifryseproteiner vundet bobler-priser.

Kongelig prisoverrækkelse
Præmierne blev overrakt af undervisningsminister Merete Riisager og protektor for Unge Forskere H.K.H. Prins Joachim i Bremen Teater i København. I sin tale i forbindelse med overrækkelsen sagde prinsen blandt andet:

”Jeg må sige, at jeg er imponeret over jeres projekter, der hver og et er startet med en undren. Den iderigdom og interesse for naturvidenskab, som I viser, gør mig sikker på, at vi i Danmark kan være med til at gå forrest, når fremtidens globale udfordringer skal løses. Det er nemlig jer – de nysgerrige front runners – der skal være med til at vise vejen.”

Forskertalenter fra hele Danmark
I alt havde 186 forskertalenter fra grundskoler og almene og tekniske gymnasier i hele Danmark kvalificeret sig til den nationale finale i Unge Forskere efter fem semifinaler i landets regioner. Konkurrencen er todelt – i finalen er der 50 grundskoleprojekter og 50 gymnasieprojekter.

Der blev uddelt priser til vindere i tre forskellige spor: Life science, physical science og technology.
Deltagerne dystede om præmier for over
300.000 kr. samt en lang række særpriser og rejselegater.

Se også:
ungeforskere.dk og scienceiforum.dk

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto