Chance the Rapper til Roskilde Festival

Nok har Roskilde Festival præsenteret årets plakat, men der er fortsat ledige pladser på scenerne til endnu flere aktuelle stjerner.

 

Det betyder, at den indflydelsesrige og populære Chance the Rapper får chancen for at sætte festivalen på den anden ende, når han med sit band indtager Orange Scene til et højenergisk festshow, der blander rap med storladne gospel-ballader.

 

I 2016 ændrede Chance the Rapper musikbranchens spilleregler, da han som den første kunstner modtog Grammy’er for en streaming-udgivelse, og det spraglede og gospel-inspirerede mixtape Coloring Book blev samtidig det afgørende gennembrud for den nu 25-årige rapper.

 

I hjembyen Chicago er han desuden anerkendt for sit aktiviske fokus på at øge unges politiske bevidsthed, og han har doneret penge til byens nedslidte skoler og engageret sig i kampen for øget våbenkontrol.

 

I øjeblikket lægger han sidste hånd på den længe ventede opfølger til Coloring Book, der er planlagt til at udkomme meget tæt på sommerens besøg i Danmark.

 

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

“Med Chance the Rapper kommer vi noget nær drømmenavnet til Orange Scene i 2019. Hans nye plade udkommer næsten samtidig med koncerten, og vi ved, at han samtidig forbereder et spektakulært og storladent show, der matcher det helt store fællesskab foran Orange Scene.”

 

Blandt dagens nye navne er den rørende og albumaktuelle indie-singer-songwriter Sharon Van Etten, den Minneapolis-baserede rapper og sanger Lizzo, der for nylig imponerede festivalens bookere på den amerikanske branchefestival SXSW, og den italienske crooner og trubadur Vinicio Capossela.

 

Disse seks navne føjes til Roskilde Festivals plakat:

CHANCE THE RAPPER (US)
FOULI (DK)
LIZZO (US)
PETROL GIRLS (UK)
SHARON VAN ETTEN (US)
VINICIO CAPOSSELA (IT)

 

Flere offentliggørelser på vej
Roskilde Festival offentliggør yderligere en håndfuld musiknavne samtidigt med den endelige spilleplan.

De kommende måneder frem mod festivalen byder på mange flere nyheder om kunsten, aktivismen, bæredygtigheden og madoplevelserne.

 

Læs beskrivelser af alle kunstnere på roskilde-festival.dk

 

Roskilde Festival finder sted gennem otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli 2019.

Partout-billetter koster 2100 kroner, mens endagsbilletter koster 1050 kroner.

 

Billetter sælges via roskilde-festival.dk.

Bliv ven med Roskilde nyheder på facebook lige her >>>

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Læs flere artikler

Login på din konto