Den 28. november indleder Sagnlandet Lejre tre hyggelige juleweekender med en gammel, velsmagende tradition med en stor historie.På Landet i 1800- tallet var der meget at glæde sig til, når den søde juletid nærmede sig. Op til jul knoklede både store og små, for at alt skulle være klar højtiden.
Til gengæld var belønningen for det store slid, Julefreden, noget ganske særligt. For husmandsfolk på landet bød juledagene på noget så sjældent som fritid, festlighed, og friskstegte lækkerier.
Èn af de begivenheder der blev set frem til med stor forventning og løbende mundvand, var når julegåsen skulle slagtes.
Selvom det for moderne øre ikke lyder som noget særligt med friskt kød stegt på panden, skal det ses i den sammenhæng at frisk kød, som ikke havde ligget i saltkar et halvt år eller var tungt af røgsmag, var en sjældenhed på den tid.
Man kan lige forestille sig hvordan både børn og voksne har savlet af forventning, når duften af det steget kød bredte sig fra husmors stegepande, siger formidlingsansvarlig Ane Jepsen.
Lørdag den 28. november kan du opleve en gåseslagtning
som i landbotidens Danmark, når Sagnlandets hyrde og husmor slagter en af sommerens fede gæs, og fortæller om julegåsens traditioner og tilberedning, og om gåsen forunderlige anatomi.
Foruden slagtningen kan man dagen igennem besøge resten af Sagnlandet, hvor der juleværksteder, nissejagt, Landbokro, juleudstilling og gammeldags julestemning i lange baner.